Fem grunde til, at elbiler i Japan gik i stå
Fremtiden så lys ud for elbiler i Japan. Indtil den pludselig ikke gjorde det.
I dag er momentumet for elbiler stort set gået i stå. Så hvad skete der?
Elbiler i Japan har en stolthed og syntes bestemt til at blive et eksporteventyr.
Jeg husker, at jeg prøvekørte en tidlig Nissan Leaf, mens jeg arbejdede som journalist for et ingeniørugeblad (uden for Japan). “Dette er fremtiden for transport,” tænkte jeg – og skrev. For en gangs skyld virkede læserne overvejende tilbøjelige til at være enige med mig.
Nissan Leaf, der blev lanceret i 2010, ville være blandt verdens bedst sælgende elbiler i den tidlige del af årtiet. Siden da har tingene ændret sig.
I udlandet steg nye konkurrenter som Tesla i fremtrædende position. På hjemmefronten tog salget af japanskproducerede elbiler aldrig rigtig fart.
I dag ligger Japan bagest i elbilklassen, hvor mindre end 2% af de nye biler, der sælges i Japan, er batterielektriske køretøjer (BEV’er). Til sammenligning udgør BEV’er 20-30% af salget af nye biler i Europa og næsten 50% i Kina. Selv USA, en anden konkurrent (især i 2025) om den elektrificerede transports potentiale, er langt foran Japan.
Så hvad skete der med Japans føring inden for elbiler? Ja, mange ting. Men mange af dem kan grupperes i fem hovedfaktorer, der bremsede elbilernes fremskridt i Japan.
Årsag 1: Satser stort på brint
Den største årsag til elbilers skæbne i Japan er langt den største del af Japans nul-emissionssatsning på brint.
I det meste af et årti gik en stor del af regeringens forsknings- og udviklingsbudget, subsidier og infrastrukturudvikling (for ikke at nævne Toyotas retning) til brændstofcellebiler og -teknologi.
Som et resultat har indenlandske bilproducenter forsinket udviklingen af brændselscellebiler og væddet på, at brint ville blive den dominerende teknologi. Ja – ikke så meget.
Resultatet er en dyr fejltagelse, en massiv forsinkelse i udviklingen af elbiler og mangel på kritisk masse på hjemmemarkedet til at anspore yderligere vækst.
Undersøgelser viser, at adoptionen af elbiler har en tendens til at accelerere, når et land passerer “vippepunktet” på 5%. Japan venter meget på at nå dertil – hvis det nogensinde når dertil.
Det mærkelige er, at Japan aldrig kom over 160 brinttankstationer. Derfor mangler infrastrukturen til brint undervejs. Dette er noget, jeg har skrevet om andetsteds.
Årsag 2: Hybriddominansen
Mens salget af elbiler er gået i stå og har haltet, er hybridsalget steget markant.
Japanerne har fundet den stærkt forbedrede brændstoføkonomi og de relativt lave priser på køretøjer som Toyota Prius og Honda Fit svære at modstå.
I 2023 tegnede hybrider og plug-in-hybrider sig for mere end 40 % af salget af nye biler i Japan, hvilket overskygger antallet af elbiler.
Årsagerne er blandt andet, at forbrugerne ser hybrider som noget, der tilbyder håndgribelige miljøopgraderinger med ekstra brændstofbesparelser og ingen rækkeviddeskræk. For politikere er hybridboomet en nem politisk sejr, der forbedrer den økologiske ydeevne med mindre behov for at udrulle elbilsinfrastruktur.
Årsag 3: Svag infrastruktur
Hvis du rejser langs Japans motorveje og stopper ved en af de futuristiske rastepladser, vil du finde pladser reserveret til opladning af elbiler. Den futuristiske del gælder kun for nogle rastepladser. Vælg de rigtige, og du vil få øjenåbnende oplevelser. Hvis du tager fejl, har det en tendens til at være en mere øjenvandende oplevelse.
Ud over det primære transportnet og de store byer vil du have svært ved at finde lignende ladefaciliteter.
Japans ladenetværk er et af de mindst tætte i den udviklede verden. Japan har et offentligt ladestik for cirka hver 4.000 elbiler. I Europa er tallene tættere på et stik pr. 600; og i Kina et stik pr. 500 elbiler.
Dækningen er især dårlig i landdistrikterne. Nogle tidlige opladere, der blev installeret for over et årti siden på hoteller og ryokan-kroer, er endda blevet fjernet på grund af manglende brug.
Regeringens plan om at øge det samlede antal til 300.000 opladere inden 2030 ville være en tidobling. Personligt synes jeg, at det ville være en fornærmelse mod drømmere overalt at bruge udtrykket “ønskedrøm” her.
Årsag 4 – Markedsmismatch
Global versus lokal efterspørgsel er et andet område, hvor japanske elbiler halter bagefter. Problemet er, at Japans indenlandske bilmarked ofte dikterer, hvordan dets bilproducenter udvikler nye modeller.
Her domineres efterspørgslen efter elbiler af Kei-biler – små, lette bybiler med en reguleringsbegrænset effekt på 660cc-ækvivalent og minimale i sammenligning med de fleste biler andre steder.
Nissan Sakura koster for eksempel omkring 2 millioner ¥ efter tilskud (ca. 13.300 USD) og tilbyder en rækkevidde på cirka 180 km. Disse biler passer godt til japanske køremønstre, men andre steder er væksten i elbiler drevet af større køretøjer, herunder SUV’er, sedaner og pickups med længere rækkevidde.
Rækkeviddefaktoren har en tendens til at misse pladsen for Japan, da længere ture er meget lettere at gennemføre via Shinkansen-tognetværket end at køre.
Hjemmemarkedets tendens til Kei-biler betyder, at bilproducenter har ringe økonomisk incitament til at øge produktionen af elbiler til indenlandske købere, især når eksportmarkeder med højere værdi efterspørger forskellige modeller.
Årsag 5: Forsyningskæde og politisk forsinkelse
Japans batteriforsyningskæde er i en strukturel ulempe. Landet importerer omkring 60 % af sine sjældne jordarter fra Kina, hvilket gør det sårbart over for geopolitiske, pris- og handelspolitiske risici.
Omkostningsforskellen er betydelig, da kinesiske giganter som BYD er i stand til at producere batterier til en meget lavere pris pr. GWh end udenlandske konkurrenter.
Samtidig synes der at mangle politisk vilje til at drive Japan mod en fremtid med elbiler. For eksempel regner Japan hybridbiler som “elektrificerede” i sit 2035-mål om 100 % salg af nye “elektrificerede” personbiler inden 2035, mens EU’s 2035-regel kræver 0 g CO₂/km (så kun elbiler/elektrificerede elbiler med en nichebaseret udskillelse af e-brændstoffer).
Er der en vej til at indhente det forsømte?
Ikke for at lyde pessimistisk, men det er svært at se Japans bilindustri komme sig over elbiler, når man tager tidligere strategiske fejltrin i betragtning. Eller for den sags skyld, om landet er interesseret i at gøre det.
Det vil kræve store investeringer af penge og politisk opbakning for at matche eller overgå hastigheden og omfanget af de lande, der nu fører an i den elektriske overgang.
For nu ser ingen af delene ud til at være på vej lige foreløbig.
Headerfoto af Daniel Klein på Unsplash.
I artikelfoto af ayumi kubo på Unsplash.